Politikers facebookprofil opfordrer til drab

Politikers facebookprofil opfordrer til drab

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
”De (politiet, red.) kan sgu da bare skyde et par stykker, så retter resten ind.”

”De (politiet, red.) skal bare have lov til at skyde de svin, men kun i armene – ellers kan de ikke selv skride over grænsen igen.”

Det er et udsnit af nogle af de kommentarer, der er skrevet af privatpersoner til et opslag på Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahls facebookprofil, til et opslag, der omhandler balladen i Vollsmose, hvor en politibil blev angrebet med sten og en brændende molotov-cocktail.

LÆS OGSÅ: Hvid kvinde løj sig sort

Senere samme dag delte formanden nyheden om, at Statsministeriet forventer, at der skal gives 11.000 opholdstilladelser til familiesammenførte i år. Til det skriver en bruger blandt andet:

”Steriliser dem inden de kommer ind i landet, så skal de nok blive væk.”

På facebooksiden opfordres der til, at man kommenterer i en sober tone. Alligevel gik der fem dage, før de voldsomme kommentarer blev slettet, og det skete først efter Politiken konfronterede Kristian Thulesen Dahls politiske konsulent, Martin Arnoldus, med kommentarerne.

Han forklarer, at man endnu ikke har slettet opslagene grundet travlhed:

”Det er selvfølgelig en fejl. Det er en travl valgkamp, og vi har begrænsede midler. Vi forsøger selvfølgelig, men det er svært, når det kommer flere hundrede kommentarer.”
 
Til spørgsmålet omkring, hvorvidt det er stødende, at opfordringer til drab står uberørt hen i flere dage, siger han:

”Selvfølgelig. Og jeg sletter dem med det samme, kan jeg sige. Det er ikke noget, vi står inde for på nogen måde. Vi har simpelthen været så tidspresset, at vi ikke har kunnet nå at gå igennem de her flere hundrede kommentarer.”
 
Indtil videre er kommentarerne til opslaget om Vollsmose blevet slettet. Hvorimod dem til opslaget om familiesammenføring står stadig på siden.

Skal politikere være bedre til at slette upassende kommentarer? Hvor synes du, grænsen går, for hvad man kan tillade sig at kommentere offentligt på Facebook?

Politiken