Radikalisering skal forebygges i 1. klasse

Radikalisering skal forebygges i 1. klasse

image title: 
Foto: pixinoo/123rf
Regeringen, SF og de borgerlige partier blev i formiddags enige om en radikaliseringsplan, der de næste fire år skal forsøge at forhindre, at unge danskere drager til Irak eller Syrien for at kæmpe for terrororganisationen IS eller andre islamistiske grupper.
 
Der er afsat 60,9 millioner kroner til planen, som blandt andet indebærer, at kommunalt ansatte skal undervises i at opdage tegn på radikalisering blandt unge, mens PET får flere midler til at overvåge eksempelvis sociale medier for tegn på radikalisering.
 
Spørger man Mehdi Mozaffari, professor og leder af Center for Forskning i Islamisme og Radikalisering ved Aarhus Universitet, så er det essentielt at forebygge problemet ved at lære børn om demokrati allerede i de små klasser. Det er terrorangrebet i Paris i starten af januar et godt eksempel på:
 
”Man skal allerede fra 1. og 2. klasse rette uddannelsen mod samfundets værdier. Der har været en passivitet fra uddannelsessystemet i Danmark og Frankrig, hvor man nu vil revolutionere systemet 100 procent med civil dannelse”.
 
”Gerningsmændene var franskmænd, som er uddannet i Frankrigs system. De er i Europa, så det er et europæisk problem. Uddannelsessystemet har et kæmpe stort ansvar”.
 
Mehdi Mozaffari mener dog ikke, at det er nok at undervise i demokrati i folkeskolen. Man skal også forsøge at uddanne de muslimer, der sidder fast i systemet, og som derfor kan have tilbøjelighed til at blive radikaliseret:
 
”Man skal lave et demokratisk kursus for de unge muslimer, som får dagpenge. Kurset skal forklare, hvorfor det danske samfunds værdier er vigtige. De skal gøre et betydeligt arbejde, så de for eksempel får et diplom efter seks måneder”.
 
Mehdi Mozaffari understreger desuden, at han ser det som en god beslutning, at imamer ikke får indflydelse i radikaliseringsplanen, da han hellere ser, at man anvender muslimske filosoffer.
 
Hvad mener du om radikaliseringsplanen?
 
Jyllands-Posten