Rebelsk SF’er beholder ministerpension

Rebelsk SF’er beholder ministerpension

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Eftervederlag, ministerpension og dobbelthonorar har i den grad været hyppigt brugte ord i den politiske debat den seneste tid. Det skyldes ikke mindst forsvarsminister Carl Holst (V), der stod til at modtage 833.040 kroner for sit tidligere virke som formand for Region Syddanmark – ved siden af sin ministerløn.

Efter stor kritik fra specielt Enhedslisten endte Carl Holst med at fraskrive sig næsten halvdelen af beløbet, mens Uffe Elbæk (Å) helt har frabedt sig sin ministerpension. Nu går tidligere skatte- og udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) imidlertid i den modsatte retning.

Han mener ikke, at det er ”rimeligt og rigtigt, at man som enkeltperson individuelt skal forholde sig til, om de regler er rimelige eller ej.” Han vil derfor tage imod sin ministerpension, men han er dog klar til at se på en ændring af reglerne:

LÆS OGSÅ: Enhedslisten: Minister er grådig

”Det er et politisk spørgsmål, som vi er nødt til at diskutere i Folketinget, og som vi også skal diskutere her til efteråret. Og da er jeg bestemt villig til at se på en ændring af de her ting,” siger SF-politikeren til Berlingske.

Den bemærkning er naturligvis ikke gået ubemærket hen hos Enhedslisten, der retter en skarp kritik af Holger K. Nielsen:

”Jeg synes, det er noget pamperi, når politikere giver sig selv gunstige vilkår, så de får løn og pension samtidig, og så ikke engang vil stille sig op og forsvare dem. Hvis man synes, at reglerne er urimelige, behøver man ikke at følge dem,” siger Enhedslistens Pernille Skipper til Berlingske.

LÆS OGSÅ: Elbæk takker nej til dobbeltløn

Hun påpeger desuden, at partiet i april stillede forslag om at ophæve politikernes ministerpension, og her stemte SF imod:

”Derfor har jeg meget svært ved at forstå, at man ikke vil forsvare det. Det er noget mærkeligt noget at gemme sig bagved reglerne og sige, at man ikke vil fraskrive sig retten, fordi sådan er reglerne, men samtidigt ikke vil forsvare reglerne.”

Hvad mener du om Pernille Skippers synspunkter? Er det så ligetil, eller gør politikerne ikke noget moralsk forkert ved blot at følge de gældende regler?

Politiko.dk
 
Se debatter