Sådan løser vi kontanthjælpsproblemet

Sådan løser vi kontanthjælpsproblemet

image title: 
Foto: Andriy Popov/123rf.com
Det har længe været en udfordring at få de svageste kontanthjælpsmodtagere i job, og har ofte været baseret på sagsbehandlers egne idéer.

Men det kan formodentligt være slut nu, mener forskere, der gennem fire år har undersøgt mere end 4000 såkaldte ‘aktivitetsparate’ kontanthjælpsmodtagere.

Dét at være aktivitetsparat betyder, at man som kontanthjælpsmodtager, ifølge systemet, vurderes til ikke at kunne bestride et job på nuværende tidspunkt.

“Indtil videre har det altså været småt med sikker viden om, hvad der skal til for at hjælpe dem i job,” fortæller forskningschef Charlotte Hansen fra Væksthusets Forskningscenter.

LÆS OGSÅ: Har du den rigtige tv-pakke og udbyder?

Charlotte Hansen mener selv, at resultaterne kan betegnes som “helt vildt banebrydende nyt”.

“Vi har fundet nogle parametre, som har helt klar sammenhæng med job. Nu ved vi faktisk, hvad der er væsentligt, jobcentrene fokuserer på,” siger hun og fortsætter.

“Ud fra de samlede analyser, vi indtil videre har i projektet, er vores bedste bud, at man vil kunne reducere antallet af udsatte kontanthjælpsmodtagere med 10 procent.”

Studiet er kommet frem til syv punkter, som jobcentrene skal fokusere på. I den forbindelse fremhæver Charlotte Hansen et af dem, nemlig at kontanthjælpsmodtagerne skal kunne lære at ‘mestre’ deres helbredsproblemer.

“Der er jo masser af mennesker på det danske arbejdsmarked, der for eksempel har kroniske lidelser,” lyder det fra Charlotte Hansen og tilføjer:

“Det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man ikke kan arbejde. Men det betyder sindssygt meget, at man selv kan finde ud af sine skånebehov.”

Charlotte Hansen opfordrer derfor politikerne til at bruge forskningsresultaterne, idet hun mener, at man åbenlyst kan spare mange penge og hjælpe mange kontanthjælpsmodtagere.

Hvad tror du der skal til for at hjælpe de svageste kontanthjælpsmodtagere?

TV 2

 
Tags: