Søren Krarup: DF bør vælte regeringen

Søren Krarup: DF bør vælte regeringen

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Ifølge Søren Krarup vil Socialdemokraterne og især Henrik Sass Larsen være mere lydhør over for stramninger af udlændingepolitikken, end den nuværende regering er.
Søren Krarup mener, at Lars Løkke har svigtet sin vigtigste opgave som statsminister, og det får DF-veteranen til at foreslå, at Dansk Folkeparti vælter regeringen for at bevæge sig hen mod et tættere samarbejde med Socialdemokraterne.

”Den store trussel mod Danmark og Danmarks fremtid er jo den muslimske indvandring, der er i færd med at forandre Danmark og gøre os til et indvandrerland og ikke en nation af danske. Her har Løkke ikke vist nogen som helst vilje til at stå fast. Han gik til valg på et løfte om at ville lukke grænsen mod syd. Og så rejste han ned til den europæiske katastrofe Merkel (Tysklands kansler, red.), og hun fyldte ham med flygtninge, som han kunne rejse tilbage til Danmark med. Jeg mener, at han svigter på det helt afgørende punkt i dansk politik; forsvaret af Danmark som nation,” siger præsten, forfatteren og det tidligere mangeårige folketingsmedlem, Søren Krarup, til TV 2.

LÆS OGSÅ: Politisk strid: DF politianmelder Danskernes Parti

Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, foreslog i torsdags, at man indfører et totalt stop for indvandring fra muslimske lande til Danmark i en årrække. Venstre var derefter hurtige til at afvise forslaget med den begrundelse, at de ikke vil være med til at ”diskriminere på baggrund af religion”. Det er dén afvisning Søren Krarup mener bekræfter, at Venstre ikke bør have regeringsmagten:

”Det er typisk, at når Søren Espersen siger noget, der er så indlysende rigtigt, så er Venstre meget optaget af at lægge afstand og reducere det til noget, der ikke skal tages alvorligt. Det er den mangel på vilje og beslutsomhed, der er grund til at gøre op med,” udtaler han.

Søren Krarup har tidligere udtrykt, at han gerne så, at DF-ledelsen pegede på en Socialdemokratisk ledet regering. Dette skyldes blandt andet, at han har meget sympati og respekt for Henrik Sass Lasen (gruppeformand for Socialdemokraterne, red.). Begejstringen for Henrik Sass Larsen forklarer han med:

”Han har vist vilje til at ville sætte en stopper for indvandringen. Blandt andet med hans forslag om at man skulle samle de flygtninge, der ville til Europa, i Nordafrika, hvor man så kunne støtte dem. Altså simpelthen forhindre indvandringen, siger Søren Krarup med henvisning til Sass’ forslag om at lukke EU’s ydre grænser og i stedet oprette asyllejre i flygtningenes nærområder.”

Burde DF vælte regeringen og samarbejde mere med Socialdemokraterne?

TV 2
 
 
Tags: