Søvngænger slap for pædofilistraf

Søvngænger slap for pædofilistraf

image title: 
Foto: Jan Andersen/123rf.com
En norsk mand fra Trondheim er i retten blevet frikendt, selvom han har begået et seksuelt overgreb på sit barnebarn.
Frikendelsen skyldes, at manden, der er i 50’erne, sov, mens han befølte sit barnebarn.

Overgrebet fandt sted i 2014, da mandens 14-årige barnebarn skulle overnatte hos bedsteforældrene. Her vågnede pigen ved, at bedstefaderen befølte hende på underlivet.

I retten forklarede bedstefaderen, at han må have sovet, da overgrebet fandt sted, for det eneste han husker er, at hans barnebarn pludselig stod ved siden af ham.

LÆS OGSÅ: 58-årig tiltalt i sadomasochistisk Røde Kors-sag

Han erklærede sig derfor ikke-skyldig, og det har han altså nu fået medhold i.

“Han har ingen erindring om det, der skete. Han er lettet over frifindelsen,” siger hans forsvarsadvokat Per Wold til adresseavisen.no ifølge NTB.

Under retssagen var en ekspert indkaldt som vidne, og eksperten fremlagde forskning, som viser, at det er muligt at begå overgreb i søvne. Desuden blev der ført bevis for, at overgrebsmanden ofte har gået og talt i søvne.

Retten vurderede på den baggrund, at det var sandsynligt, at overgrebet mod det 14-årige barnebarn rent faktisk fandt sted, mens bedstefaderen sov. Ifølge norsk lovgivning betyder det, at han var bevidstløs, da han udførte overgrebet, og han blev derfor frikendt.

Anklageren i sagen har endnu ikke besluttet, om dommen skal ankes.

I Danmark blev en 32-årig mand i 2013 frikendt for voldtægtsforsøg på to 17-årige piger. Årsagen var, at han lider sexsomni, der betyder, at man ufrivilligt har sex i søvne.

Politiets senioranklager kaldte dengang sagen “den mest opsigtsvækkende i nyere retshistorie,” skrev Information.

Er det i orden, at man kan blive frikendt for seksuelt overgreb, hvis man begår forbrydelsen i søvne?

TV 2
Tags: