Sabrina er pæredansk, men skal udvises

Sabrina er pæredansk, men skal udvises

image title: 
Foto: Privatfoto/Facebook
19-årige Sabrina Beltrans forældre kom til Danmark som politiske flygtninge fra Chile, da hendes far var i begyndelsen af 20’erne og moderen stadig var teenager. De har boet i Danmark lige siden og Sabrina kom til verden på Roskilde Sygehus i 1995.

Et par måneder inden Sabrina fyldte 18 år modtog hun, meget chokeret, et brev fra Udlændingestyrelsen med klar besked: Da hun er datter af udlændinge med opholdstilladelse, er hun derfor ikke automatisk dansker, hvorfor hun skulle møde op hos Udlændingestyrelsen for at ansøge om midlertidig opholdstilladelse.

Sabrina havde som 15-årig fået lavet et dansk pas, da hun skulle ud at rejse med sin skole.

”Jeg var en normal 17-årig pige, så jeg forstod slet ikke, at jeg blev bedt om at møde op der. Men jeg gjorde det. Jeg tog derhen og tog mit danske pas med. Da jeg så stod ved skranken, kiggede damen mærkeligt på mig, da jeg viste hende mit danske pas. Hun kunne ikke forstå, hvorfor jeg så var der, og hvorfor jeg overhovedet var blevet kontaktet, når jeg havde et dansk pas,” siger hun til dagens.dk.

LÆS OGSÅ: V: DF’s forlsag er chikane

Sabrina blev sendt videre til kommunen, hvor hun modtog samme besked. De valgte dog at beholde hendes pas til dagen efter for at undersøge det nærmere. Da Sabrina vendte tilbage, var meldingen, at passet var blevet destrueret og umuligt at få tilbage.

Tilbage i Udlændingestyrelsen svarede de på det manglende pas ved at give Sabrina en blanket, så hun kunne søge om midlertidig opholdstilladelse til oktober 2016.

Sabrina Beltran har fået afslag på sin ansøgning om permanent opholdstilladelse syv gange:

”Jeg har fået afslag alle gangene, fordi reglerne siger, at man skal have været under uddannelse i tre år uden pause. Jeg har været under uddannelse i fire år med én pause, og derfor er jeg åbenbart ikke kvalificeret til at blive i landet,” siger hun og fortsætter:

”Jeg synes, at det er uretfærdigt. Jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Jeg kan stadig ikke forstå det, når jeg nu er født her. Jeg har ikke nogen tilknytning til Chile overhovedet. Jeg har aldrig været der. Det eneste, jeg ved, er, at mine forældre er derfra, men ellers kender jeg intet til Chile. Det er så mærkeligt. Det virker som om, de er ret ligeglade med, om man har tilknytning til sit hjemland eller ej.”

Hvad mener du om Sabrinas sag? Rammer de strenge krav i virkeligheden de forkerte?

Dagens.dk
Tags: