Sidste dag hvor forskudsopgørelsen kan rettes

Sidste dag hvor forskudsopgørelsen kan rettes

image title: 
Andriy Popov/123rf.com

Det er i dag din absolut sidste mulighed for at rette din forskudsopgørelse, hvis du vil have det med på din første lønseddel.

Finansiel rådgiver fra uvildige.dk Brian Stjernholm anbefaler til Ekstra Bladet, at alle går ind og tjekker deres forskudsopgørelse, og specielt boligudlejere, kørselsfradrag, pension, løn og renteudgifter fra store lån bør man holde ekstra øje med.  

”Det gælder dem, som har omlagt lån, men det gælder sådan set for alle.  Også selvom man ikke synes, der har været nogle omlægninger i økonomien, så bør man gå ind og tjekke om de tal, der er registreret er rigtige, ” fortæller Brian Stjernholm til Ekstra Bladet.


Har du fået omlagt lån, skal du være ekstra opmærksom, hvis du vil undgå et skattesmæk. Tal fra Nordea Kredit viser ifølge TV2, at cirka 115.000 danskere har fået omlagt deres lån i år.

”Hvis man har lagt det om fra en højere rente til en lavere – for eksempel fra et fire procents-lån til et to procents lån – skal det rettes, ” fortæller Brian Stjernholm til Ekstra Bladet.

LÆS OGSÅ: Husk at tjekke dine feriepenge

Har du ikke fået omlagt dit lån i år, men i løbet af de seneste år, kan du tjekke de papirer, du har fået fra banken.

”Her står der, hvor meget du skal betale i renter de forskellige år. Så det er ind og se, om det stemmer overens. Husk også at dividere med to, hvis der er to der deler lånet, ” fortæller Brian Stjernholm.

Hvis du ikke når at rette din forskudsopgørelse i dag, er det ikke katastrofalt, men du skal da bare være opmærksom på en ekstra regning de følgende måneder.

”Så skal du ikke gå i panik. Lad os sige, at det ville være noget, som ville give et skattesmæk på 12.000 kroner på årsbasis, så er det 1000 kroner, man får betalt for lidt i skat i januar. Hvis du retter det efter på mandag, vil de 1000 kroner blive fordelt over de efterfølgende elleve måneder, ” siger Brian Stjernholm.

Har du tjekket din forskudsopgørelse?

Ekstra Bladet


Tags: