Simpelt trick til at undgå overspisning

Simpelt trick til at undgå overspisning

image title: 
Foto: choreograph/123rf.com
Det er falsk sult, der er på spil, når du for eksempel er på arbejde og ud af det blå får lyst til at spise.

Det forklarer Marie Stage, som er livsstilsvejleder og praktiserer det, der kaldes Mindful Eating. Hun påpeger, at det er vigtigt at kunne kende forskel på ægte sult, som skriger fra maven, og falsk sult, som kommer fra hjernen.

“Den ægte sult kan mærkes i maven og kommer langsomt og gradvist. Det er forskelligt, hvordan man mærker den, men det kan føles som et hul eller tomhed i maven,” siger hun til Ritzau Fokus ifølge BT.

Hovedpine, rumlen i maven, let svimmelhed, irritabilitet og koncentrationsbesvær er andre tegn på den ægte sult, lyder det fra Jette Uhre, som er coach med speciale i spisepsykologi.

Modsat ægte sult, kommer den falske sult meget pludseligt, eksempelvis mens man arbejder.

“Den falske sult sidder i tankerne. Den kan ofte være meget specifik, som eksempelvis en lyst til lakridser, chokolade eller en stor café au lait med ekstra sukker,” siger hun og tilføjer, at denne form for sult kan være et tegn på, at du trænger til en pause fra arbejdet.

Den falske sult kan nemlig ofte være et tegn på andre behov såsom væske, søvn, afslapning eller berøring.

“Munden har, helt fra da vi var små, været en kilde til berøring. Så det kan i virkeligheden være, du har brug for et kram. Men det er hurtigere og mere upersonligt at spise noget i stedet,” siger Marie Stage.

LÆS OGSÅ: Skal der afgifter på røde bøffer?

Når du oplever den falske sult, kan det være en god ide at lade være at spise og i stedet vente og se, om sulten forsvinder eller tiltager.

“Hvis det er ægte sult, så bliver sulten ved og mere mærkbar. Den falske sult kan sagtens forsvinde, hvis du bliver distraheret,” siger Marie Stage.

Jette Uhre mener, at man godt kan stole på, at der er tale om ægte sult, hvis det er mere end 3-4 timer siden, man har spist.

Begge eksperter gør opmærksom på, at det også kan hjælpe på den falske sult at lægge mærke til, hvor meget man spiser.

“Når vi ikke nyder vores mad nok, så vil vores hjerne måske tro, at vi ikke har fået særlig meget mad, og derfor bliver vi sultne efter mere mad, selv om vi fysisk set har fået den mængde, vi behøver,“ siger Jette Uhre til Ritzau Fokus.

Derudover påpeger hun, at det er vigtigt ikke at dømme sig selv, hvis man giver efter for den falske sult, for det kan udløse en stressreaktion i kroppen, som øger appetitten.  

Kender du til følelsen af falsk sult? Hvad er dit bedste tip til at håndtere den?

BT
Tags: 
Nøgleord: