Skal den kriminelle lavalder sænkes?

Skal den kriminelle lavalder sænkes?

image title: 
Foto: lopolo/123rf
Efter at nye tal fra Justitsministeriet viser, at politiet hvert år mistænker knap 2.000 14-årige for at begå kriminalitet, er spørgsmålet om den kriminelle lavalder atter engang blevet bragt op til debat.

Tallene dækker alt fra indbrud, butikstyverier og hærværk til røverier, vold og seksualforbrydelser og har fået Venstres retsordfører, Karsten Lauritzen, til at ønske, at man laver en ungdomsdomstol gældende fra 12 år, og indtil videre står der flere borgerlige partier bag forslaget:

LÆS OGSÅ: DF vil samarbejde med Socialdemokraterne

”Det her dækker over alvorlig kriminalitet, og det er derfor, vi har foreslået en ungdomsdomstol. Helt ærligt ville vi have det bedre, hvis disse alvorlige sager blev håndteret i et domstolssystem end som i dag ude i de enkelte kommuner hos socialrådgivere,” siger han.

Han understreger, at det ikke handler om at sætte børn i fængsel, men at ungdomsdomstolen skal kunne idømme en bred vifte af sanktioner, som eksempelvis sociale foranstaltninger og frihedsberøvelse på en lukket institution.

I 2010 vedtog VK-regeringen med støtte fra DF at sætte den kriminelle lavalder ned til 14 år, men efter magtskiftet i 2011 blev alderen igen sat til 15 år, og justitsminister Mette Frederiksen (S) er imod forslaget om, at den skal sættes ned:

”Nedsættelsen af den kriminelle lavalder fik ikke kriminaliteten til at forandre sig for de 14-årige. Det er bare én af vores indvendinger imod det. Det påvirkede ikke kriminalitetsbilledet, og derfor er det noget andet, der skal til,” siger hun.

Tror du, at det vil skabe mindre kriminalitet at sætte den kriminelle lavalder ned? Kan man være for ung til at komme i fængsel?

Berlingske
Tags: