Skandale: 41 kommuner bryder loven

Skandale: 41 kommuner bryder loven

image title: 
Foto: Hayati Kayhan/123rf.com
I mindst 41 af landets 98 kommuner er der ikke indgået en lovpligtig databehandleraftale med den leverandør, der assisterer i at udfærdige danske pas. Det viser en række aktindsigter, som DR Nyheder har fået.

Den manglende databehandleraftale er et brud på persondataloven og betyder, at der i de pågældende kommuner ikke er garanti for, at personfølsomme oplysninger som cpr-numre, pasfoto og fingeraftryk bliver behandlet fortroligt. Og det er et stort problem, mener Rasmus Theede, der er formand for Rådet for Digital Sikkerhed:

”Det er selvfølgelig ikke i orden. Det er nogle af vores allermest kritiske data. Pasoplysninger kan bruges som adgang til rigtig mange ting, hvis de kommer i de forkerte hænder, derfor SKAL man have en aftale, der beskytter de data,” siger han.

LÆS OGSÅ: Sikkerhedsbrist: Terrortrussel mod kongehuset  

Selvom det er kommunernes ansvar at overholde lovgivningen, har Datatilsynet også et ansvar, påpeger Rasmus Theede. De skal nemlig holde tilsyn med datasikkerheden, og ifølge Datatilsynets kontorchef, Lene Andersen, har indsatsen da heller ikke været optimal:

”Vi gør, alt hvad vi kan, med det, vi har at gøre godt med. Men de informationer, der nu er gravet frem, dem kommer vi til at bruge, når vi skal lave tilsyn i den nærmeste fremtid,” siger hun og fortæller, at sagen bestemt ikke er en bagatel:

”Jeg synes, man skal være bekymret, når loven ikke bliver overholdt, og kommunerne måske ikke engang er opmærksomme på, at der er sådan nogle regler,” slutter hun.

Reglerne med databehandleraftalerne blev indført i 2000.         

Hvor stor en skandale synes du, der er tale om? Taber kommunerne noget af deres troværdighed?

DR Nyheder