Skandale: Supermarkeder sælger falsk olivenolie

Skandale: Supermarkeder sælger falsk olivenolie

image title: 
Foto: dolgachov/123rf.com
Olivenolie er et populært stegemiddel i Danmark. Men nu viser det sig, at de ’ekstra jomfru olivenolier’, vi køber i supermarkederne ikke er det, de udgiver sig for at være.

Ifølge Ekstra Bladet er de danske fødevaremyndigheder ved at optrevle en af de største sager om fødevare-forfalskning i årevis.
Fødevarestyrelsens Rejsehold har lavet en razzia i hele den danske detailhandel. Her viste det sig, at folk ofte bliver snydt godt og grundigt, når de køber den populære olie.

Overfor Ekstra Bladet bekræfter Michael Rosenmark, der er chef for Fødevarestyrelsens Rejsehold, det bemærkelsesværdige fund. 

”Det ser bestemt ikke godt ud. Faktisk står det meget skidt til. Vi har udtaget 35 typer ’ekstra jomfru olivenolie’ til laboratorie-analyse og smagsanalyse på et spansk laboratorium. Kun de seks var faktisk ’ekstra jomfru olivenolie’,” fortæller han.

Ifølge ham var 12 af olierne af så ringe kvalitet, at de slet ikke må sælges til forbrugerne.
”De er ikke decideret farlige, bare af så ringe kvalitet, at de ikke egner sig som menneskeføde.”

Det har resulteret i en af de største tilbagetrækningssager Danmark længe har haft, og tonsvis af flasker med fupolie skal fjernes fra hylderne.

LÆS OGSÅ: Dette betyder det hvide, når du tilbereder laks

Cathrine Fogel er Danmarks førende olivenolieekspert, og hun mener, at man skal være påpasselig med at kalde det for bevidst fup.

”Der kan sagtens være tale om fup, men mange af butikkerne udstiller flaskerne under spots og ved for høje temperaturer, som nedbryder ’ekstra jomfru olivenoliens’ struktur og gør dem til dårligere olier, som så ikke længere må klassificeres ’ekstra jomfru olivenolie’,” siger hun og fortsætter:

”Vi har ingen grund til at tro, at danske virksomheder snyder bevidst i denne sag. De har været i god tro. De har købt det som ’ekstra jomfru olivenolie’, så derfor får de ingen sanktion, hvis de stopper med at sælge det som ekstra olivenolie,” siger Rosenmark.

Men afgørelsen om, at de store supermarkedskæder slipper for bøder og sure smileys, overrasker fødevareekspert Orla Zinck:

”For reglerne er klare: De må ikke snyde forbrugerne. Og de er afsløret i plat, svindel og humbug – derfor skal det koste. Gør det ikke det, vil de fortsætte med at veje økonomiske hensyn højere end forbrugertilliden: De vil fortsætte med at være ’godtroende’ og blot skyde skylden på underleverandører og distributører,” siger han.

Synes du, supermarkederne burde få en bøde for at sælge de falske olier?

Ekstra Bladet