Skoleleder presset væk fra ægtefælle

Skoleleder presset væk fra ægtefælle

image title: 
Foto: achiartistul/123rf.com
P4 Østjylland kunne i går fortælle, at skolelederen på Hasle Skole, Ole Skov, skal skifte arbejdsplads, fordi hans kone gennem 12 år er en del af lærerstaben.

Beslutningen er taget af Aarhus Kommune, som den seneste måneds tid har haft større fokus på de ansattes private forhold. Det fortæller Ole Kiil Jacobsen, der er Børn- og Ungechef i Aarhus Kommune.

”Det er en regel, der har været der i mange år. Vi har bare ikke været særlig gode til at håndhæve den. Vi har haft en diskussion i kommunen om det her og er blevet enige om, at forhold mellem en leder og medarbejder ikke er foreneligt på en professionel arbejdsplads,” siger han til dr.dk.

Aarhus Kommunes beslutning møder modstand hos lærerstaben på Hasle Skole, fordi forholdet mellem Ole Skov og hans kone ifølge talskvinde Irene Bak aldrig har været et problem.

LÆS OGSÅ: Hykleri: Københavns Kommune ejer aktier i Ryanair

Skolelederforeningens formand, Claus Hjortdal, er dog på kommunens side, da han mener, at der potentielt kan opstå komplikationer.

”En kommune vil jo altid sige, at det er et problem, når en skoleleder har en ægtefælle på arbejdspladsen. Der vil kunne opstå komplikationer, som at ens kone kan referere oplysninger til viceinspektøren og lignende,” siger Claus Hjortdal til dr.dk.

Ole Skov fungerer indtil videre stadig som skoleleder på Hasle Skole, hvor bestyrelsen og medarbejderne vil tage sig en snak om de fremtidige muligheder.

Hvad mener du om kommunens regler? Er det fair, at det kan håndhæves med tilbagevirkende kraft som i dette tilfælde?

Dr.dk
Tags: