SOL TESTER: ‘Ja’ til alt i en dag

SOL TESTER: ‘Ja’ til alt i en dag

image title: 
Foto: Dmitrij Kiselev/123rf.com
Grunden til, at jeg kastede mig ud i denne udfordring, var at jeg tit har tænkt, at jeg godt kunne være bedre til at tænke på andre og være lidt mere åben, når folk spørger mig om hjælp. Jeg er generelt en type, der godt kan lide at planlægge, og kan godt blive lidt overrumplet ved tanken om, at store dele af mit daglige skema bliver overtaget af uventede aftaler. Denne udfordring vil flytte mine grænser og vil få mig ud af min komfortzone.
 
Det skete der
Min dag startede rimeligt godt. Jeg tog på arbejde og løste min opgaver som jeg normalt gør. Denne del af dagen foregik gnidningsløst, da jeg ofte får opgaver tildelt til mig, som jeg på den ene eller anden måde er ’forpligtet’ til at sige ’ja’ til. Det begyndte først at blive sværere, da jeg fik fri.
 
Når jeg får fri fra studie eller arbejde, kan jeg godt lide at få lidt tid for mig selv, hvor jeg lige kan trække mig tilbage og slappe af. Denne vante rutine blev sat på prøve med denne udfordring.
 
Fra jeg træder ind af døren derhjemme, modtager jeg en opringning fra min mor, der fortæller, at jeg skal tage hjem til min farmor og hjælpe hende med hendes iPad. Hun tilføjer desuden spørgsmålet om, hvorvidt jeg kan passe huset, mens hun og min far er på ferie den kommende uge.
 
Jeg undrer mig over, hvorfor min mor lige netop i dag ringede til mig med disse ’opgaver’ - næsten som om hun havde en anelse om min lille udfordring. Men med et smil siger jeg, at jeg ’selvfølgelig’ vil passe deres hus, mens de er på ferie, og at jeg nok skulle få ringet til min farmor.
 
At ringe til min farmor var nok en ting, som jeg ville have udskudt til en anden dag, hvis det var en normal dag, men dette var ikke en mulighed denne gang. Jeg tog tyren ved hornene og ringede min farmor op og oplyste, at jeg godt kunne komme forbi og hjælpe hende. En lille sidegevinst var, at hun selvfølgelig tilbød aftensmad til gengæld.  
 
LÆS OGSÅ: Prins tjente millioner på slot. Bor der nu gratis

Efter dagens afslutning har jeg egentlig været meget tilfreds med både min indsats og dagens udfald. Aftenen hos min farmor var hyggelig som altid, og et dejligt indslag på en ellers lidt stille aften.
 
Refleksion over dagen
At sige ’ja’ til alt i kun én dag er jo ikke en livsforandrende situation, men det er et skridt mod at være mere positiv, og tænke ud over sin egen næsetip. Selvom mine oplevelser ikke var revolutionerende, så blev mine vante rutiner og vaner udfordret, og så har det også åbnet mine øjne for, hvor meget godt det kan føre med sig, at sige ’ja’ og være mere hjælpsom.
 
Turen til min farmor viste sig at være den bedste del af dagen, hvor vi havde en utrolig hyggelig aften. Det at jeg gjorde den lille tjeneste for hende, gav pote i sidste ende, da vi fik en hyggelig snak og hun gav mig dejligt selskab til gengæld – og en overvældende god citronfromage.
 
Det fik jeg ud af oplevelsen
Denne oplevelse er noget alle vil kunne lære noget af, da man helt automatisk bliver mere opmærksom på sine omgivelser og de mennesker, der færdes i dem. Det gør, at man lige tænker en ekstra gang, så man holder døren for den næste person, hjælper en ældre med at pakke varerne i den lokale Kvickly eller snakker med en frivillig fra Unicef på strøget.
 
Det løfter ens humør at gøre noget godt for andre og hjælpe dem i situationer, hvor man nogle gange hellere ønsker at udskyde det eller sige ’nej’. At sige ’ja’ til nye ting vil gøre, at du får nye uventede glæder og oplevelser, som du ikke havde planlagt til at starte med.
 
Jeg vil nok ikke blive ved med at sige ja til alt eller gøre dette til en livsstil, men denne oplevelse har bidraget til, at jeg måske oftere vil sige ja til ting, selvom det ikke altid indgår i min planlægning, og det vil måske medføre mere glæde og liv i en ellers travl og triviel hverdag.
 
Kunne du finde på at sige ’ja’ til alt i en dag? 
Tags: 
Se debatter