Sommeren er på vej: 20 grader i april

Sommeren er på vej: 20 grader i april

image title: 
Foto: Michal Bednarek/123rf.com
Foråret har i den grad ladet vente på sig, og selvom solen sporadisk er tittet frem i løbet af marts, har danskerne også kunne opleve både regn og endda en smule sne. Men nu lader det til, at det endelig går den rigtige vej.

”Vi har lavet en månedsprognose, og den peger i den varme retning. Med lidt forsigtig optimisme kan vi godt nå de 20 grader midt i april,” siger Henning Gisselø, der er vagthavende hos DMI.

Helt præcist skulle vejrbarometeret måle 20 grader den 14. april, og indtil da kan vi tilmed glæde os over, at dagene fra marts til april bliver hele to og en halv time længere. Desuden står solen otte grader højere på himlen ved middagstid.

LÆS OGSÅ: Danmark mister titel: Vi er ikke verdens lykkeligste

Selvom vi altså relativt tidligt når 20 grader, tyder det på, at vi skal vente nogle måneder, før vi temperaturmæssigt får årets første sommerdag. Den 20. maj skulle det ske ifølge DMI.

”Vi har simpelthen talt op, hvornår den første sommerdag er kommet et bestemt antal somre tilbage, og så har vi taget gennemsnittet af det,” siger Henning Gisselø.

Den prognose er altså langt mere usikker end månedsprognosen og kræver blandt andet en varmfront fra Tyskland og selvfølgelig, at solen skinner i Danmark. Da varmen kommer sydfra er det også mest sandsynligt, at Sønderjylland som det første sted i Danmark vil få sommeren at føle.

Er man optimist, kan man måske finde glæde i, at den tidligste sommerdag i Danmark nogensinde fandt sted allerede den 17. april. Det skete dog helt tilbage i 1964.

Hvilken årstid foretrækker du?

BT
Tags: 
Nøgleord: