Sommerland lagt for had: Racister!

Sommerland lagt for had: Racister!

image title: 
Foto: Djurs Sommerland/Facebook
Det er ikke kun os almindelige danskere, der er ramt af det mildest talt dårlige sommervejr. Også Djurs Sommerland er kommet i strid modvind, efter at African Empowerment Center Denmark er gået sammen med Everyday Racism Project DK i en underskriftindsamling, der skal tvinge forlystelsesparken til at ændre navnet på forlystelserne Hottentot Karussellen og Kannibal Gryderne.

Josef W. Nielsen, som er formand for African Empowerment Center Denmark, og hvis mor er fra Tanzania, mener, at forlystelserne er racistiske og nedladende:

”Forestil dig, at man i Djurs Sommerland lavede en “Jødepark” med nogle jøder iført det tøj, de havde på i koncentrationslejrene, hvor man så kunne køre i karrusel rundt om dem. Det ville man ikke synes ville være okay,” siger han til Metroexpress, og mener samtidig, at Danmark romantiserer kolonitiden.

LÆS OGSÅ: Disneyland med våben

Også på Facebook møder Djurs Sommerland stor kritik af de pågældende forlystelser, men de fleste er dog enige om, at kritikerne overreagerer, og ”at man som dansker ikke kan sige noget uden, at blive opfattet som racist”, som en af kommentarerne lyder i en nu slettet debat på Djurs Sommerlands Facebook-side.

Josef M. Nielsen kan godt forstå, at nogle danskere ikke opfatter det på samme måde, men han påpeger samtidig, at de (afrikanerne, red.) skal svare på spørgsmål fra deres børn, om der er nogen i familien, der er kannibaler. Han mener ikke, at de overreagerer, men han opfatter det i stedet som et spørgsmål om menneskerettigheder.

En repræsentation af Afrika som stammefolk med kødben i håret og kannibaler er et udtryk for en selvfed koloniherre, mener han og foreslår, at man i stedet for Afrikaland kan skabe et Safariland.

Hos Djurs Sommerland er man overrasket over kritikken, men administrerende direktør, Henrik B. Nielsen, meddeler, at man vil se nærmere på den.

Hvad mener du om kritikken? Kan du følge Josefs argumenter, eller er han for nærtagende?

Metroexpress