Sophie Løhde: Regionerne har ansvaret for travle sygehuse

Sophie Løhde: Regionerne har ansvaret for travle sygehuse

image title: 
Foto: Tyler Olson/123rf.com
31. Så mange påbud er der givet fra Arbejdstilsynet til en række hospitalsafdelinger for stor arbejdsmængde og tidspres siden den 1. januar i år. Det har forårsaget patientfejl, personalet er presset til det yderste og flere afdelinger skriger på ekstra hænder.

Hos regeringen sender man dog bolden og ansvaret videre til regionerne. Ifølge sundhedsminister, Sophie Løhde (V), har regeringen nemlig allerede givet sundhedsvæsenet et løft i mange år ved at afsætte 2,4 milliarder kroner ekstra til blandt andet ældres sundhed på årets finanslov.

”Fra regeringens side har vi et ansvar for at prioritere midler til sundhedsvæsnet. Regionerne og dermed de regionale politikere skal sørge for at prioritere pengene derhen, hvor der er de største behov,” siger hun ifølge DR.

Men milliarderne løser dog ikke problemet med travlhed og arbejdspres på sygehusene forklarer formand for Danske Regioners sundhedsudvalg, Ulla Astman (S), og hun efterlyser penge, der ikke er øremærkede: 

”Det er fint med flere penge til kræftområdet, men det hjælper altså ikke på en ortopædkirurgisk afdeling eller på en medicinsk afdeling. Man bliver nødt til at se på et generelt løft til sundhedsvæsnet, hvis vi skal blive ved med at kunne følge med.”

LÆS OGSÅ: Lægemangel raser i dele af Danmark

Ifølge Danske Regioners sundhedsudvalg er der i løbet af de sidste to år kommet 160.000 flere patienter på de danske sygehuse.
”Generelt bliver vi nødt til at se på et løft til sundhedsvæsnet. Vi får både flere patienter og flere opgaver, og økonomien er ikke fulgt med i samme tempo,” forklarer Ulla Astman.

Sophie Løhde mener dog, at regionerne må til at  prioritere deres midler. Som det er nu, betaler Statens bloktilskud cirka 80 procent af regionernes samlede udgifter til sundhedsvæsenet. 

Ifølge ministeren kan regionerne derfor disponere over hovedparten af midlerne, som de vil.
 
”Det betyder, at man kan prioritere derhen, hvor man synes, at behovet er størst. Hvis ikke regionerne magter det ansvar, så synes jeg, de skal sige det,” lyder det fra Sophie Løhde.
 
Burde regionerne få flere penge eller skal de prioritere pengene anderledes?

DR
Tags: