Spar 50% på dine madvarer i nyt supermarked

Spar 50% på dine madvarer i nyt supermarked

image title: 
Foto: ginasanders /123rf
Den 22. februar slår Folkekirkens Nødhjælp dørene op til Danmarks første sociale supermarked på Amager, hvor varerne er mellem 30 og 50 procent billigere end i andre danske supermarkeder. Formålet med Wefood, som supermarkedet kommer til at hedde, er dels at gøre op med det store madspil i Danmark, hvor mere end 700.000 ton mad hvert år smides ud, dels at tilbyde folk med færre økonomiske midler muligheden for at købe billigere varer.

LÆS OGSÅ: Energidrikke ødelagde 18-årigs liv
 
”Samtidig med, at vi i Danmark smider mad ud, er der mennesker i verden, der ikke har mad nok. Vi mener, at Wefood kan være et lille skridt på vejen til en bedre fordeling af verdens ressourcer,” fortæller generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, Birgitte Qvist-Sørensen, ifølge Ekstra Bladet. Hun henviser herudover til, at overskuddet fra supermarkedet går til organisationens arbejde ude i verdens brandpunkter.

Inspirationen til Wefood er hentet fra store europæiske byer som London og Wien, hvor supermarkeder i flere år har solgt fødevarer udelukkende til folk med færre økonomiske midler end gennemsnittet. I Wefood er alle dog velkomne, slår Birgitte Qvist-Sørensen fast.

Varerne til supermarkedet bliver ifølge Ekstra Bladet doneret af blandt andet cafeer, restauranter og Føtex.

Hvad mener du om det nye supermarked? Kunne du finde på at handle i Wefood?

Ekstra Bladet
 

 
Tags: