Statsstøtte hjalp Uber til Danmark

Statsstøtte hjalp Uber til Danmark

image title: 
Foto: akulamatiau/123rf.com
Den amerikanske virksomhed, Uber, har i mange lande og i mange henseende delt vandene. Mange er glade for den nemme og billige tilgang til transport mens fagforeninger, myndigheder og politikere verden over er mindre begejstrede for Uber.
 
Da Uber kom til Danmark i 2014 var det med hjælp fra Invest in Denmark, som er en del af Udenrigsministeriet og af fonden Copenhagen Capacity. Formålet med fonden er at tiltrække investeringer og arbejdspladser til hovedstadsområdet. Fonden er primært betalt af skattekroner fra Region Hovedstaden og Region Sjælland.
 
”Vi mødte Uber for første gang i 2014 og har bistået dem med at afklare de forskellige muligheder for at etablere sig i Danmark. Det er en type services vi tilbyder alle udenlandske virksomheder,” siger Copenhagen Capacitys direktør, Claus Lønborg, til Avisen.dk.
 
Han fortæller udover dette, at Uber ikke er blevet rådgivet om regler og love på taxaområdet.
 
LÆS OGSÅ: DSB har taget overpriser i årevis

I brancheforeningen, Taxaførere i Danmark, undrer man sig over denne støtte:
 
”Efter to timer i Danmark blev Uber politianmeldt af Trafikstyrelsen. Enhver offentlig virksomhed, der går ind og støtter Uber, må vide, at den øverste myndighed på trafikområdet har ment, at der var noget helt galt,” siger formand, Søren Nicolaisen, til Avisen.dk
 
Direktøren for Copenhagen Capacity holder fast i, at fonden er sat i verden for at hjælpe udenlandske virksomheder, og at denne hjælp gives til alle lovlige virksomheder, der efterspørger den.
 
Tilsvarende udmelding kommer fra Invest in Denmark. Det forholder sig dog anderledes, hvis Ubers forretning bliver kendt ulovlig.
 
”Det er samtidig klart, at hvis domstolene når frem til, at en virksomheds aktiviteter ikke lovligt kan udføres i Danmark, så indstiller vi rådgivningen,” skriver kontorchef i Udenrigsministeriet, Dorte Bech Vizard, som er chef for Invest in Denmark.
 
Hvad synes du om brugen af danskernes skattekroner i denne sag?
 

Avisen.dk 
Tags: