Stigende pensionsalder kan have konsekvenser for dig

Stigende pensionsalder kan have konsekvenser for dig

image title: 
Foto: tomertu/123rf.com
Et af de helt store emner på den politiske dagsorden dette efterår, når rammerne for dansk økonomi frem til 2025 skal forhandles, kommer til at indebære dilemmaet om danskernes pensionsalder.
 
Finansminister Claus Hjort Frederiksen har i forvejen slået fast, at alt er på spil i forhandlingerne, og dermed også en hurtigere udfasning af stigningen i pensionsalderen end den før aftalte.
 
Det er allerede blevet vedtaget, at pensionsalderen skal hæves i takt med, at danskerne lever længere. Dette blev politikerne enige om med velfærdsreformen fra 2006, hvor pensionsalderen gradvist skulle reguleres hvert femte år. Tanken bag denne reform er, at danskerne i snit skal have 14,5 år på pension.
 
I 2015 steg pensionsalderen, så den i 2030 vil være på 68 år.
 
Men danskernes gennemsnitslevealder er imidlertid steget mere end forventet, og derfor kan danskerne måske se frem til en stigning allerede igen i år.
 
Før valget sidste år afviste Lars Løkke Rasmussen al snak om at hæve pensionsalderen.
 
”For Venstre og for mig er det ikke nogen ambition, at folk skal så sent på pension som overhovedet muligt. Derfor synes jeg, at det her næsten masochistiske fokus på, at nu skal vi tvinge folk på pension så sent som muligt, er forkert,” sagde den daværende oppositionsleder eksempelvis i april 2015 til Børsen, ifølge TV2.
 
LÆS OGSÅ: Hader du også at løbe? Her er alternativet

Men nu argumenterer Claus Hjort Frederiksen for, at verden ser anderledes ud end før valget, og venstre derfor har skiftet mening.
 
Samtidig med venstres udmelding, viser en undersøgelse, som meningsmålingsinstituttet Epinion har foretaget for LO, at kun 60 procent af LO’s medlemmer tror, at de vil være i stand til at arbejde frem til deres pensionsalder.
 
”Det hænger ikke sammen. Vi kan ikke blive ved at presse de lønmodtagere - og det er typisk de ufaglærte og kortuddannede - der har de hårdeste job, til at arbejde stadigt flere år. Dem skal vi tage hensyn til,” siger LO’s næstformand, Morten Skov Christiansen, ifølge TV2.
 
For den yngre generation vil pensionsalderen blive langt højere end det er tilfældet i dag, hvis man fortsætter med at hæve pensionsalderen i takt med gennemsnitslevealderen.
 
”Fortsætter levetiden med at stige som hidtil vil det betyde, at fx en 16-årig først vil kunne gå på folkepension som 74-årig,” lyder det.
 
Hvem skal betale for, at ufaglærte og andre med fysisk hårde jobs kan fortsætte med at gå tidligt på pension?

TV2
Tags: