Stik imod fordomme: Danskere er hjælpsomme

Stik imod fordomme: Danskere er hjælpsomme

image title: 
Foto: Ufuk Uyanik
Stik imod hvad vi danskere går og tror, så hjælper rigtig mange danskere deres medmennesker. Det viser en undersøgelse, som TV 2 har lavet i samarbejdet med Megafon.

Målingen bakkes op af professor i sociologi ved Roskilde Universitet, Thomas P. Boje.

”Hvis man tager mennesker, der laver et organiseret regelmæssigt frivilligt arbejde og lægger dem til, der yder uformel hjælp, er andelen af danskere, der hjælper, på 54 %. Det er en meget stor procentdel og væsentlig større end i både Sydeuropa, Mellemeuropa og USA,” fortæller han.

LÆS OGSÅ: I Danmark har vi overskud til asylansøgere 

Selvom undersøgelsen viser, at mange danskere er hjælpsomme, strider dens resultater mod mange danskeres opfattelse. Kun 27 procent mener nemlig, at vi er gode nok til at hjælpe hinanden.

Den fordom nikker Thomas P. Boje genkendende til.

”Vi har en fordom om, at vi er mere reserverede end de spontane sydeuropæere, men det er vi sådan set ikke. Vi har en grundlæggende tillid og accept til hinanden,” siger han.

Han har gennem længere tid beskæftiget sig med danskernes hjælpsomhed, og han konstaterer, at der er sket en fremgang. I 1980’erne var det således kun 25 procent af danskerne, der gerne ville hjælpe, mens tallet i dag er over halvdelen.

LÆS OGSÅ: Hver anden dansker undgår handicappede i toget

Og det er ikke kun på vores tid og omsorg, at vi er blevet mere generøse, viser en rapport fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Flere vælger også at støtte venner og familie økonomisk.

”Danskerne er meget generøse. Vi er meget tillidsfulde. Vi er meget hjælpsomme, og føler et stort ansvar for mennesker, der er i nød og har problemer,” siger Thomas P. Boje.

Oplever du også, at danskere bliver mere hjælpsomme?
 
TV 2

Tags: