Tønder-pigen sendte bønfaldende brev til Thorning

Tønder-pigen sendte bønfaldende brev til Thorning

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf
Den ældste pige fra Tøndersagen, hvor hun og hendes søster i gennem en lang årrække blev misbrugt seksuelt og udlejet til fremmede mænd af deres egen far, har nu skrevet et brev til Helle Thorning-Schmidt (S).
 
Brevet er skrevet i frustration og desperation over, at hun ikke modtager den hjælp hun har brug for.
 
“Kære statsminister Helle Thorning-Schmidt,

Jeg skriver til dig som en sidste udvej i håb om at kunne få den professionelle hjælp, jeg har brug for. Jeg vil gerne have hjælp, ikke mediernes bevågenhed. Derfor vælger jeg at skrive til dig som en sidste mulighed. Så kan jeg også sige, at jeg har prøvet alt.”

Brevet er offentliggjort i Politiken.

Afslutningsvis skriver hun:

“Jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet skulle have skrevet dette brev, men jeg gør det alligevel. Jeg har et lille håb. Selv om det kun er en meget lille spire, så er den der, men den mangler at gro. Jeg er bange for at miste det sidste håb, for så er der ikke længere noget fast, jeg kan klamre mig til for at holde mig selv i live. Det er håbet, der afgør en hel del.”

“Måske er jeg død, når du læser dette, måske er jeg dopet på medicin, eller også ligger jeg bare inde på min stue og venter, mens jeg håber en smule på, at du da i hvert fald bare har skimmet mit brev.

I dagens udgave af Politiken kan man læse statsministerens svar:

“Jeg blev dybt rystet over det, der hændte dig og din søster. De svigt, I oplevede og nu må leve med, medvirkede til, at vi ændrede indsatsen for børn, der bliver misbrugt.”

“På trods af alt hvad du har været igennem og naturligvis er dybt mærket af, viser dit brev også, at du har en styrke. Jeg hæfter mig ved, at du ''har et lille håb,'' som du skriver. Det er mit håb, at du formår at holde fast i det. Og at du vil få den hjælp, som du behøver for at gøre det.

Med venlig hilsen
Helle Thorning-Schmidt”

Pigen, der sendte brevet, mener på ingen måde at brevet fra Helle Thorning-Schmidt er fyldestgørende:

“Jeg har sagt til mine venner, at statsministeren lige så godt kunne have sendt et blankt stykke papir. Jeg troede måske, at hun ville komme med et råd om, hvad jeg skulle gøre, at hun ville tage kontakt til kommunen. Et eller andet,” siger pigen.

Hvad burde statsministeren have svaret den frustrerede pige?

MX

Tags: