Thulesen Dahl var advaret om rod med EU-penge

Thulesen Dahl var advaret om rod med EU-penge

image title: 
Foto: Francis Dean/123rf.com
Mails sendt til Kristian Thulesen Dahl viser, at DF’s formand allerede den 9. september 2015 blev advaret om, at det var umuligt at få indblik i forbruget hos det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld, som Morten Messerschmidt og nuværende EU-gruppeformand Anders Vistisen stod i spidsen for.

Det fremgår i mailen, at europaparlamentsmedlem Rikke Karlsson, som dengang var medlem af Dansk Folkeparti, forgæves forsøgte at få en aftale i stand med formanden for at diskutere sagen.

”Jeg er oprigtig ked af, at vi ikke fik lejlighed til at underrette dig om, hvad vores bekymring gik ud på, da Jørn (Dohrmann, red.) og jeg anmodede om et møde med dig,” skriver hun blandt andet i mailen, som DR er kommet i besiddelse af.

Rikke Karlsson beklager desuden i mailen, at hun”ikke har kunnet skabe et overblik over, hvordan midlerne i MELD/FELD er blevet brugt”.

Den 10. oktober 2015, en måned senere, forsøger Rikke Karlsson igen at få et møde med Kristian Thulesen Dahl, så de kan drøfte forholdene i Meld.

LÆS OGSÅ: Messerschmidt smidt på porten: Misbrugte EU-støttekroner

I mailen redegør hun overfor DF-formanden, hvad sagen i hendes øjne handler om:

”Da jeg direkte adspørger Morten, om han kan oplyse mig om, hvor mange penge der er tale om pr medlem i disse fonde, kigger han på mig med uskyldige blå øjne og siger, at alt det med Meld og Feld, ved han ikke rigtig noget om, det bliver styret fra Christiansborg. Og dermed styret fra DF’s ledelse”.

Hun forklarer, hvordan hun flere gange forgæves har bedt om at få lov til at se et regnskab. Derudover forklarer hun også, at hun ikke havde mulighed for at vide noget om den rette sammenhæng i Meld og Feld, men parlamentet snart skal godkende regnskabet, hvilket hun finder det meget svært at gøre.

Hun skriver desuden, at hun "bakker 100 % op om, at vi selvfølgelig skal udnytte ALLE de muligheder vi i Dansk Folkeparti har, for at få alle de EU-midler der er mulige at opdrive". Det skal bare ske i overensstemmelse med reglerne, som hun forklarer.

Hun tilbyder at rejse fra Bruxelles til Danmark for at mødes med formanden for at drøfte sagen.

”Jeg har brug for, at du kan tage det fulde ansvar for dette regnskab eller får undersøgt, om du kan, så jeg er sikker på, at der bliver handlet rigtigt i denne sag.”

I slutningen af brevet beder Rikke Karlsson partiformanden om, at tage sagen alvorligt:

”Jeg vil indtrængende bede dig om ikke at drøfte dette med Morten, før du har haft lejlighed til at se alle dokumenter igennem. Så er det selvfølgelig fuldt ud op til dig, at beslutte hvad du ønsker at foretage dig i sagen.”
Tre dage efter at have sendt den sidste mail, forlader Rikke Karlsson partiet.

Tror du DF har misbrugt EU-midler bevidst?

DR