Tips til køreprøven

Tips til køreprøven

Skal du snart til køreprøve, så du kan få det længe ventede kørekort og kan mærke nervøsiteten vokse? Det er helt naturligt. Langt de fleste er nervøse til køreprøven. For at bevare noget af roen er det vigtigt, at du først og fremmest får sovet nok natten inden, du skal til køreprøve samt spiser og drikker, som du plejer. En anden ting, der kan gøre det hele lidt lettere er, hvis du ikke har fortalt til alle du kender, at du skal til køreprøve. Det lægger nemlig et ekstra pres på dig, fordi det så vil være ekstra træls ikke at bestå. Fortæl kun dine nærmeste om prøven og overrask alle de andre ved at fortælle dem, at nu har du fået kørekort!

Køreprøvens indhold og formål

En køreprøve starter altid på politigården i den nærmeste større by eller på den lokale politistation, og den slutter samme sted. Selve prøven varer omkring 25 min, hvor den motorsagkyndige først vil stille et par tekniske spørgsmål angående bilen. Dernæst kører du og den motorsagkyndige en tur, hvor han eller hun vurderer, om du kan køre efter færdselsreglerne og ellers kører sikkert. Det betyder ikke, at du skal køre perfekt. Det betyder, at du skal vise, at du har et tilstrækkeligt overskud – kan orientere dig rigtigt, placere dig rigtigt, følge reglerne – og dermed ikke udgør en fare for hverken dig selv eller andre i trafikken. Om du begår mindre fejl som ikke nedsætter sikkerheden – for eksempel går i stå en enkelt gang eller ikke får skiftet gear hurtigt nok et par gange – betyder ikke, at du dumper.

Vigtige fokuspunkter

Når man sætter sig bag et rat skal man have et overordnet fokus og det er at køre sikkert. Det er vigtigt til køreprøven, men i den grad også efter prøven. Til køreprøven skal du overbevise den motorsagkyndige om, at du ved, hvad der skal til for at køre sikkert. Her kommer fem meget vigtige ting, som den motorsagkyndige kigger efter og, som du altid skal være opmærksom på som billist:
  1. Vigepligt – du består ikke, hvis du overser en vigepligt.
  2. Orientering – husk spejl, spejl og skulder! Hvis du ikke kun skal køre ligeud, skal du orientere dig.
  3. Placering – hold afstand til forankørende. Hold dig midt på højre vejbane, når det er muligt. Det vil sige, hold afstand til modkørende og forhindringer, der kan være i vejkanten.
  4. Færdselstavler og hastighed – kig langt frem i trafikken efter færdselstavler, så du kan nå at reagere på dem samt tilpasse din hastighed. Kører du ligeud skal du følge hastighedsangivelsen og kun sætte farten ned, hvis der er et forhold, der kræver det. Husk altid at køre efter forholdene.
  5. Betjening af bilen – udover sikkerheden skal du også have fokus på betjening af bilen. Du skal kunne køre i de rigtige gear og køre behageligt. 

Gode konkrete råd til køreprøven

  • Bilens teknik: Hav styr på den. Det giver et godt indtryk og dig selvtillid, hvis du uden problemer kan svare på den motorsagkyndiges indledende spørgsmål om bilen. 
  • Starten på køreturen: Når du skal ud at køre med den motorsagkyndige, så begynd med at kontrollere at spejle, sæde og sikkerhedssele er korrekt indstillet. Start bilen og husk orientering (spejl, spejl og skulder) og at bruge blinklyset! 
  • Træk vejret ned i maven: Når der er naturlige pauser under kørslen for eksempel ved et lyskryds, ubetinget vigepligt osv. er det en god ide at udnytte dem til lige at trække vejret helt ned i maven og få styr på nervøsiteten. Tag dig ikke af, hvis der er stille i bilen. Den motorsagkyndige giver dig bare ro til at koncentrerer dig. 
  • Højre og venstre: Der er mange, der har svært ved, hvad der er højre og, hvad der er venstre. Hvis du kører til venstre, når den motorsagkyndige siger til højre, betyder det ingenting. Det, der betyder noget, er, om du orienterede dig rigtigt, inden du drejede.

Tags: