Tjekker du din lønseddel? Så mange bliver snydt

Tjekker du din lønseddel? Så mange bliver snydt

image title: 
Foto: Anna Bizoń/123rf.com
Hvis du er blandt dem, der ikke for alvor tjekker din lønseddel efter, bør du måske genoverveje den strategi. En ny undersøgelse foretaget af YouGov for metroxpress og BT viser nemlig, at hele 24 procent af danskerne har opdaget en fejl på deres lønseddel inden for det seneste år.

Fejlene spænder bredt, men tankevækkende er det, at den klart mest hyppige fejl er for lav udbetaling af løn. Det var årsagen i hele 56 procent af tilfældene, hvor der var fejl på lønsedlen.

Som næste fejl i rækken kommer ’andet’ med 33 procent efterfulgt af ’fejl i registrering af feriedage’ i 18 procent af tilfældene. Dernæst følger ’for meget i løn’ med ni procent og til sidst ’fejl i registrering af sygedage’ med seks procent.

LÆS OGSÅ: Rejselysten? Se her hvor du kan komme hen for din restskat

I et af landets største fagforbund, 3F, kan man godt nikke genkendende til udfordringerne.

”Hver fjerde er et skræmmende højt tal. Desværre tror jeg ikke, at alle vores medlemmer får opdaget fejlene. Mange af vores medlemmer får kun tjekket det nederste tal på lønsedlen, og hvis det er nogenlunde det samme som måneden før, regner mange med, at lønnen er korrekt. Men lønnen er sammensat af mange dele i dag, og så opstår der let fejl,” siger Per Jespersen, afdelingschef i 3F Østfyn.

Flemming Dreesen, der er ansættelsesretlig chef i Dansk Arbejdsgiverforening, ser gerne, at både arbejdsgiveren og medarbejderne fremover gør en større indsats for at få styr på det.

”Vi må desværre konstatere, at det sker igen og igen. Der er ikke nogen virksomheder, der udbetaler forkert løn af ond vilje. Men løn er blevet komplekst, og så går det desværre galt. Virksomhederne og lønbureauerne er opmærksomme på det, og skal fejlene minimeres fremover, kræver det en vedvarende indsats fra virksomhederne og deres medarbejdere,” siger Flemming Dreesen.

Seks procent af de omkring 2,7 millioner danske lønmodtagere – svarende til cirka 160.000 danskere – har ifølge YouGov-undersøgelsen ikke tjekket en eneste af deres lønsedler de seneste 12 måneder. Som udgangspunkt har man krav på at få efterreguleret fejl i lønnen fem år bagud, men i særlige tilfælde er forældelsesfristen 10 år.

Tjekker du din lønseddel grundigt efter? Er der nogensinde fejl på den?

MX
Tags: 
Nøgleord: