Træt af bananfluer? Sådan bekæmpes de

Træt af bananfluer? Sådan bekæmpes de

image title: 
Foto: Sylvie Bouchard/123rf.com
Det er ikke mange ulemper, som den lange sensommer har bragt med sig, men en af dem er, at hjemmets klassiske plage – bananfluen – også har nydt godt af det varme vejr.

”Det er et tilbagevendende fænomen her på sensommeren. Bananfluerne er en formeringsfabrik uden lige. I løbet af ti dage er de klar til at formere sig, og så lægger de op mod 200 æg. Hvis vi har varmen og maden, så giver det en hel sværm af fluer, når man går ud i køkkenet eller åbner kompostbeholderen,” fortæller Naturvejleder i Naturstyrelsen, Jes Aagaard, i et interview i 'Go' morgen Danmark'.

De finder vej til vores hjem, bor i vores potteplanter og lever af vores mad og madrester.

I alt findes der næsten 4.000 forskellige arter, hvor omkring 70 af dem lever i Danmark.

Det er nok de færreste, der er særligt vilde med bananfluer, og man kan nogenlunde undgå dem ved at lade være med at have mad stående fremme.

LÆS OGSÅ: Slip af med dine dårlige vaner

Læg frugten i køleskabet, lad være med at hænge karkluden over amaturet, men gem den væk i stedet.
 
Har bananfluerne dannet en hel koloni, skal der derimod skrappere midler til.
 
”Mit bedste våben derhjemme, det er støvsugeren. Når der er rigtig mange af dem, så går jeg på storvildtjagt med støvsugeren”, fortæller Jes Aagaard.
 
Du kan også fange bananfluerne i en alternativ fælde:

1: Fyld en plastikbøtte med et stykke gammelt frugt, lidt eddike og et par dråber sulfo.
2: Sæt låg på bøtten og prik huller i låget med eksempelvis en skruetrækker.

Når bananfluerne er kravlet ned i bøtten gennem hullerne, så har de nemlig svært ved at komme ud igen, for sætter de sig på vandet i bøtten, så er overfladespændingen væk på, fordi der er sulfo i, hvilket gør, at bananfluerne drukner.

Ifølge naturvejleder Jes Aagaard er der dog ikke nogen grund til at være nervøs, hvis fluerne er vedholdende. De hverken smitter eller spreder smitsomme sygdomme. Desuden er de sårbare over for kulde, så derfor vil de typisk være væk efter den første nattefrost.

Har du nogen gode husråd mod bananfluer?

TV2 
Tags: 
Nøgleord: