Trukket i kontanthjælp efter erstatning for indbrud

Trukket i kontanthjælp efter erstatning for indbrud

image title: 
dennisjacobsen/123RF
En familie på Præstø oplevede i november et indbrud i deres hjem, hvor der blev stjålet smykker og andre værdigenstand til en værdi af mindst 36.500 kroner, som forsikringen udbetalte til familien. Men fordi parret May-Brith Jensen og Jimmi Bach Jørgensen begge er på kontanthjælp, fik de kun lov at beholde 20.000 kroner med forklaringen om, at resten skulle modregnes i deres kontakthjælp.

På Christiansborg vækker sagen stor forargelse. Enhedslistens Christian Juhl udtaler blandet andet:
”Man kan ikke bare sige, at fordi man har været så uheldig at få stjålet noget, så skal erstatningen bruges på noget andet. Tænk, hvis ens hjem brænder ned, og man bliver tvunget til at leve for erstatningen i stedet for at købe nye møbler, tøj og andre fornødenheder. Hvordan skal man så leve?” Han kalder i øvrigt sagen for ”fuldstændig vanvittig”.

Liberal Alliances Anders Samuelsen bakker op om det budskab:

”Vi synes absolut ikke, at det er rimeligt, at man ikke kan beholde sin erstatning, hvis man får stjålet noget. Så kan man jo ikke genetablere sit liv, som det var før indbruddet.”

Lennart Damsbo-Andersen, der er arbejdsmarkedsordfører for Socialdemokratiet, siger dog:
”Hvis en kontanthjælpsmodtager vælger at bruge erstatning på at forsøde tilværelsen i en periode i stedet for at erstatte ting, de skal bruge for at opretholde en rimelig levestandard, så synes jeg ikke, de skal beholde pengene. I de tilfælde vil reglerne om modregning træde i kraft, og det, synes jeg, er helt rimeligt.”
 
Hvem skal bestemme hvad kontanthjælpsmodtagere bruger deres erstatningspenge på? Er du enige med vores politikere?

BT