Uddeling af asylspray får blandede reaktioner

Uddeling af asylspray får blandede reaktioner

image title: 
Foto: Joseph Belanger/123rf.com
I øjeblikket forsøger det højreorienterede parti, Danskernes Parti, at samle tilpas mange underskrifter sammen, så de kan stille op til folketingsvalg.

I et forsøg på at skaffe flere underskrifter var de i lørdags på gaden i Haderslev for at dele særlige asylprays ud. I virkeligheden er asylsprayen bare en hårspray, som Danskernes Parti har valgt at kalde asylspray, da den er tænkt til kvinder, der vil forsvare sig mod eksempelvis en voldtægtsmand.

Det er det tidligere medlem af det nynazistiske parti DNSB, Daniel Carlsen, der er stifter af det stærkt nationalistiske parti, og han var også selv med til at dele asylsprays ud. I alt blev der uddelt omkring 100 sprayflasker.

”Jeg synes det er svinsk, det de lukker ud. Jeg er simpelthen så forarget. Jeg kan ikke finde ord for, hvor forarget jeg er,” fortalte Helle Byg til TV SYD, da hun var blevet en asylspray.

LÆS OGSÅ: Flere biler i brand i nat

Nogen blev endda personligt ramt af lørdagens happening.

”Der er jo ikke nogen der kommer her for sjov. De har været igennem så meget, og så få at vide, at de er så uønskede, at vi er nødt til at have en spray mod dem. En ting er holdningen om, at vi ikke har kapaciteten eller en holdning om, at nogen måske ikke passer ind i vores kultur. Men at lave det til en joke – det er ikke okay,” udtalte en grådkvalt Charlotte Bech, der selv har tætte venner med familie i en flygtningelejr.

Formand Daniel Carlsen præsenterede asylsprayen som et lovligt alternativ til pebersprayen.

”Jeg synes ikke, det er en provokation. Vi går ind og tackler et reelt problem i samfundet, hvor mange danskere føler sig utrygge. Dels på grund af, at der er mange migranter i landet. Dels på grund af, at man ikke har mulighed for at forsvare sig selv,” fortalte han.

Denne holdning delte flere af modtagerne af asylsprayen i Haderslev.

”Det er skide godt. Det passer skide godt til mine holdninger og min mening. Det er jo dem vi beskytter os imod lige i øjeblikket,” forklarede Diana Nielsen.

Hvad er din holdning til asylsprayen?

TV2
Tags: