Utroligt! Fjernede selv sine falske bryster

Utroligt! Fjernede selv sine falske bryster

image title: 
loganban/123rf.com
Amerikanske Patti Tucker er mor til tre og bor i den britiske by Bristol. Efter flere gange at være blevet afvist af sundhedsvæsenet, når hun henvendte sig for at få fjernet sine brystimplantater, endte hun med at tage sagen i egen hånd.
 
Ifølge Patti Tucker selv var hendes implantater blevet hårde som sten, men det britiske sundhedsvæsen NHS afviste at hjælpe med at få dem fjernet, og hun havde ikke råd til at få det gjort på en privatklinik.
 
Patti Tucker fik forstørret sine bryster i 2001, da hun ikke var tilfreds med sine naturlige bryster, som ifølge hende selv var ’flade som pandekager’. Hun gik derfor fra en A-skål til en dobbelt D-skål.

”Jeg havde aldrig følt mig mere kvindelig. I stedet for at have en androgyn, atletisk figur, havde jeg endelig kurver og en kavalergang, jeg kunne være stolt af,” fortæller Patti Tucker  til det britiske medie The Sun.

Med tiden som Patti Tucker blev ældre, blev de kunstige bryster dog hårde og hårdere af arvæv, og hun beskriver, hvordan det føltes som om, hun havde to bowlingkugler siddende under hagen.

”De blev så ubekvemme, at mine arme og mine sider gjorde ondt, og daglige gøremål blev en kamp. De var simpelthen for tunge,” fortæller Patti Tucker, der selv mener, at sundhedsvæsenet ikke vil hjælpe hende, fordi de mente, at der bare var tale om forfængelighed fra hendes side.

Efter at være blevet afvist flere gange gik Patti Tucker på nettet og kunne via nogle blogs læse sig frem til, hvordan indholdet i saltvandsimplantater bliver absorberet i kroppen, så snart der går hul på silikoneskallen.

En ting ledte til en anden, og Patti anskaffede sig en stor Kvægnål, som bruges til at dræne en kos knæ for overskydende væske.

”Jeg besluttede mig for at poppe det ene bryst først i tilfælde af, at det gik helt galt,” forklarer Patti Tucker og fortsætter:

”Min hånd rystede, da jeg stak nålen ind i mit højre bryst, og selvom prikket var smertefuldt, følte jeg trykket lette med det samme, da væsken flød i stride strømme fra implantatet.”

Efter første indgreb forløb efter planen, stak den 50-årige kvinde derefter nålen i sit andet bryst for at færdiggøre indgrebet.

”Jeg vidste, at saltvandet ikke kunne gøre nogen skade på min krop. Om noget, ville mit største problem blive ømme bryster,” fortæller Patti, som under hele forløbet sms’ede med en veninde, i tilfælde af at nogen skulle gå galt.

Det gjorde der ikke, og efter tre ugers tid var brysterne helet igen.

”Jeg var da nervøs for, at de ville ende som to rynkede poser, men eftersom jeg er blevet ældre og har taget lidt på, har jeg nu et par mere komfortable C-skåle,” siger hun, og forklarer samtidig, at silikoneskallerne stadig er et sted inde i hendes krop, men at hun ikke er generet af dem.

Ironisk nok har Patti Tucker tre dage efter hjemmeindgrebet modtaget besked om, at hendes ansøgning om at få opereret sine implantater væk er blevet godkendt.

Har du nogensinde foretaget et hjemmeindgreb?

Ekstra Bladet