Venstrefolk vil have fri husleje

Venstrefolk vil have fri husleje

image title: 
Foto: Sergii Figurnyi/123rf.com
En række Venstrefolk har luftet tanken om, at den statslige regulering af huslejerne skal ophæves, hvilket vil betyde, at udlejere af private huse og lejligheder selv skal kunne bestemme huslejen.
 
Bag ønsket står ifølge dr.dk navne som Carl Holst, Jakob Engel-Schmidt, Jan E. Jørgensen, Thomas Danielsen og Morten Løkkegaard, men de møder modstand fra boligminister Carsten Hansen (S):
 
”Det vil betyde voldsomme forandringer på huslejen i de større byer. I København vil der være 100.000 lejemål, der vil stige med over 100.000 kroner årligt,” siger han til Berlingske Nyhedsbureau og uddyber sin kritik:
 
”Kommer der - og gud forbyde det - et blåt flertal, så er der både venstrefolk og to partier, som vil ophæve huslejereguleringen. Det betyder, at vi får nogle helt andre byer, hvor almindelige mennesker ikke har råd til at bo.”
 
LÆS OGSÅ: Riskjær afvist af Alternativet
 
Carsten Hansen hentyder til, at både Konservative og Liberal Alliance tidligere har foreslået fri huslejesats. Ifølge Venstres næstformand, Kristian Jensen, kan boligministeren dog tage det helt roligt:
 
”Jeg vil gerne slå helt fast, at det ikke er Venstres politik at ændre på huslejereguleringen,” skriver han i en kommentar til Berlingske Nyhedsbureau.
 
Men den udlægning ændrer ikke på Carsten Hansens skepsis:
 
”Jeg må bare sige, at når både Konservative og Liberal Alliance og flere venstrefolk sår tvivl om det, så er vi nødt til at tage det alvorligt. Vil man fra Venstres side kunne stå for presset, når Konservative og Liberal Alliance skal pege på en eventuel ny blå regering?”
 
Hvad mener du om den statslige regulering af huslejerne?
 
Politiko.dk

Tags: