Vil du sove med en kollega af det modsatte køn?

Vil du sove med en kollega af det modsatte køn?

image title: 
Foto: Palle Strandgaard/
Rekrutterne på Trænregimentet i Nørresundby i Nordjylland vil som de allerførste i dansk værnepligts historie komme til at dele værelse med rekrutter af det modsatte køn. Det skriver Nordjyske Stiftstidende.

Hidtil har de få kvindelige rekrutter, der har meldt sig frivilligt, været samlet på værelser for sig selv, men hærens ledelse har nu besluttet at ændre denne praksis for rekrutterne i Nørresundby og for Ingeniørregimentet i Skive.

Den nye praksis er et led i et forsøg, der skal afklare, om de fælles sovesale har en positiv indvirkning på blandt andet sammenholdet mellem rekrutterne.

Til Nordjyske Stiftstidende forklarer oberstløjtnant Jørgen Clasen fra Trænregimentet, at de her regner med at blande kønnene på den ene halvdel af holdet, mens resten af holdet indkvarteres som hidtil.

Denne inddeling laves i håb om bedre at kunne måle efterfølgende, om det nye system har den ønskede effekt.

”I Norge har hæren gode erfaringer med at lade mandlige og kvindelige soldater dele stuer. Omgangstonen og sammenholdet blev bedre end før, og håbet er, at dette hos os kan få en større del af kvinderne til at blive i forsvaret og gøre karriere,” siger Jørgen Clasen.

Samtidig er det på internationale missioner efterhånden blevet normalt, at soldater ikke bor kønsopdelt, hvorfor rekrutterne lige så godt kan vænne sig til det fra start, mener oberstløjtnanten.

Hvordan ville du have det, hvis du på en firmaudflugt blev tvunget til at sove på værelse med en person af det modsatte køn?

BT
Tags: