Vil føde død datters barn

Vil føde død datters barn

image title: 
Foto: Pictur/123rf.com
”Jeg vil have, at du skal bære mine børn. Jeg gik ikke igennem en IVF-behandling (reagensglasbehandling, red.) for ingenting. Jeg vil have, at de vokser op hos dig og far.”

Ifølge en 59-årig engelsk mor var dette hendes datters sidste ønske, inden hun på tragisk vis døde af tarmkræft i en ung alder. Desværre for moderen har hun ikke beviseligt samtykke fra datteren, og flere engelske domstole har derfor afvist at lade den aldrende kvinde føde sit eget barnebarn.

Datteren havde ellers forberedt sig på sin egen død ved at få udtaget og nedfrosset æg til senere brug, så de kunne blive befrugtet af en sæddonor i USA og efterfølgende lagt op i moderen, der derpå ville kunne opfylde sin datters største ønske.

Bemærkelsesværdigt nok blev den 59-årige kvinde og hendes mand, datterens far, ikke afvist på grund af deres alder, men udelukkende fordi datterens samtykke, som nævnt, ikke kunne bevises.

I modsætning til dansk lovgivning er det nemlig i både Storbritannien og USA fuldt lovligt at føde sine slægtninges børn, hvilket der også tidligere har været eksempler på. I disse eksempler har børnene blot stadig været i live til at give samtykke.

I Danmark er det under alle omstændigheder ikke tilladt, at modtagere af donoræg er over 45 år.

Forstår du de engelske domstoles beslutning? Hvad mener du om donorreglerne i Danmark ift. USA og Storbritannien?

Etik.dk
Tags: 
Nøgleord: